Krop og hoved

​Modernitet handler om adskillelse, adskillelse af fænomener, ting og størrelser, som hænger naturligt sammen. For mig at se begynder moderniteten, da Descartes med sit berømte udsagn "Cogito, ergo sum" skiller hoved og krop fra hinanden og giver hovedet, hjernen og tanken forrang frem for kroppen. Vi er nu der, hvor adskillelsen mellem hoved og krop er fuldstændig og fuldbragt ved, at hovedet via mobilen kan være forbundet med folk i en verdensdel, mens kroppen befinder sig i en anden verdensdel. Det skriver Hans Ulrich Gumbrecht om artiklen "Globalization" om globaliseringens og digitaliseringens negative konsekvenser og de tiltag, vi gør for at kompensere for tabet af rum og krop. Det er min erfaring, at enhver kulturpolitik, som ikke regner kroppen for noget, er dømt til at fejle. Prøv at søge på "homonculus" for at se, hvordan vi ser ud set fra hjernen. Især vores hænder er grotesk store og skal bogstaveligt talt stimuleres for at vores hjerne har det godt, som fx "Craft Psychology".

​

Det er derfor alfa og omega, at vi i kulturen i de kommende år tilbageerobrer en tredimensionel verden efter at have sat vores lid til en todimensionel verden i form at computere, mobiler og tablets.

​​

En tredimensionel verden begynder med en kulturpolitik for kroppen og det forbundne hoved. Det er børnekulturhuse, det er praktisk-kreative fag i folkeskolen, det er børn, unge og voksnes aktive involvering i kunst for hver af vores sanser har sin egen kunstneriske genre eller flere:

• Musikken er høresansens kunst, men også følesansen i kraft af dens rytmik.

• Litteraturens er også høresansens kunst, da litteraturen i sin begyndelse var mundtlig og først med bogtrykkerkunstnen blev formidlet via øjnene for den brede befolkning.

• Billedkunsten er øjnenes kunst. Billedkunsten i form af skulpturer er følesansens kunst.

• Kogekunsten er smags- og lugtesansens kunst.

• Teatret er høresansens og synssansens kunst.

​

En kulturpolitik for kroppen lægger også vægt på idrætten, fordi idrætten og sporten i sin kerne og sin yderlighed er et forsøg på at overvinde tyngdekraften – sitius, altius, fortius, som det hedder på olympisk sprog. Med stigningen i befolkningens BMI, i stigningen i børn, som ikke har den tilstrækkelige kropslige dannelse og grundmotorik til at dyrke idræt, i stigningen, vil det være helt essentielt at have øget fokus på idræt og bevægelse. Det vil blive i folkesundhedens navn inden for politik, men i et humanistisk og eudamonisk perspektiv er det for, at folk skal have den nydelse stadig at kunne sætte sig ud over tyngdekraften og løbe sammen med geparden, løfte sig op i luften til svalerne og viberne og have Hercules' styrke.

​

Til videre bearbejdning:

Edwin Panofskys og Bourdieus forståelse af at vaner ikke kun er mentale, men også kropsligt forankrede. Dermed er der skabt en forbindelse mellem det at høre, se, smage, føle og fornemme kunstgenrer og deres indlejring i kroppen, i vores habitus og kropslige kulturelle kapital.

​

Tekster til inspiration:

Northrop Fryes The Great Code om tidsopfattelser i vestlig kultur

Borges´tekst om litteraturen som fantasiens redskab

Sophus Helles “Dybt at falde” i WA 2021 NR.01, Bøger s.8-9

Italo Calvinos Til det nye årtusinde – kapitlet om lethed