Markedsstat og menneske

I 2002 udkom Philip Bobbitts "The Shield of Achilles", som forudsiger, at markedsstaten erstatter nationalstaten. Siden er der gået en lille generation, og med coronakrise og krig i Ukraine har nationalstaten tilbagekaldt noget af den produktion, som blev solgt fra for at realisere markedsstaten. Men markedsstaten er stadig hovedrammen om vores liv, da den er et produkt af, hvordan stater må forholde sig til hinanden. I det 21. århundrede må stater konkurrere på markedet frem for på slagmarken (med Rusland som en markant undtagelse).

​

Med indførslen af kunstig intelligens bliver markedsstaten speedet endnu mere op, eller som den engelske filosof David Runciman udtrykker det, er kunstig intelligens det seneste system i rækken efter først gestaltningen af staten og siden firmaer, der effektiviserer den verden, vi lever i. I mine øjne skal kulturpolitikken have for øje at skabe balancer mellem det menneskelige og de systemer og strukturer, vi lever i. Det er en balance mellem oaser fra markedsstaten, indsatser, der ruster mennesker til at begå sig i den og indsatser, der fungerer på markedsstatens vilkår.​

​

Jeg er inspireret af det faktum, at vi lever i et ekspanderende univers, der udvider sig med en hastighed, som fysikere er uenige om. I en tid med stigende ekspansion i universet og stigende hastighed på jorden har vi brug for sfærer, hvor liv kan udfolde sig. Der er i kosmologien en retning, der siger, at livet i universet blev gjort mulig af en opbremsning af den ekspansion, der fulgte efter Big Bang. Der fik atomer tid til at samle sig og blive til stof, planeter, solsystemer og galakser. Jeg vil advokere, at kulturinstitutioner og kulturlivet som sådan skal opleves som en opbremsning midt i en ekspansion. At mennesker oplever, at kulturhuset, biblioteket og museet er sfærer, hvor der sker en naturlig sænkning af den hastighed, der eksisterer andre steder i universet, på jorden og i livet, akkurat som jordens sfære sænker ens hastighed, når man vender tilbage fra færd ud i rummet. En væsentlig del af kulturledelse bliver at tage stilling til begreber som hastighed, opbremsning og livsfremmende sfærer.

​

Men livsfremmende sfærer er ikke den eneste væsentlige del af en kulturpolitik i en markedsstat. Markedsstaten har ikke til formål at skabe lighed, men at skabe muligheder for borgerne. Lige så vel som nedbremsning er en vigtig indsats,  er acceleration lige så vigtig for at bringe mennesker "up to speed" til at begå sig i markedsstaten. Helt konkret er det for mig yderst vigtigt, at biblioteker fremmer folks evne til at læse og dermed begå sig i et samfund, hvor manglende læseevner gør en prisgivet og umyndiggjort i Kants forståelse af oplysning, som for ham var menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndiggørelse. En anden væsentlig del af kulturledelse bliver at fremme myndiggørelse, evnen til at accelerere og tåle høj fart.

​

Andre eksempler er indsatser som "Kultur på recept", der reparerer mennesker og ruster dem på ny til arbejdsmarkedet, det er "Craft Psychology" med dets fokus på positiv selvforglemmelse gennem beskæftigede hænder. En tredje væsentlig del af kulturledelse bliver at genrejse og fastholde mennesket som et æstetisk og kunstnerisk væsen.

​

Markedsstaten betyder også helt konkret, at kultursektoren skal indstille sig på at operere på markedets betingelser. Et eksempel er EU's rettighedsdirektiv fra 2019, hvor undtagelserne for markedskræfternes logik blev afskaffet for bibliotekernes vedkommende, hvad angår digitale materialer. I det store og hele blev rettighedshaverne, især de store forlag og udgivere, betænkt på bekostning af borgernes ret og lige og frie adgang til oplysning, som vi kender det fra bibliotekernes lovfæstede ret til at købe og udlåne fysiske materialer. Det er et andet forhandlingsudgangspunkt, at man har en lovfæstet ret end at skulle forhandle på markedsvilkår. Så hvad med et fælles skandinavisk indkøbsselskab til at forhandle og indkøbe digitale materialer og på den måde sikre de bedste priser og mest favorable vilkår? Skala betyder meget, og når modparten skalerer op, bliver kultursektoren også nødt til at finde måder at skalere på. Udfordringen er blot, at markedstænkningen ikke indregner den komponent, at den offentlige efterspørgsel på bøger, musik osv. også er en form for kulturstøtte, der sikrer, at der er en større mangfoldighed, end markedet selv kan klare. Inden for et årti tror jeg, at nogle kommuner markedsudsætter nogle af deres kulturelle services. Det kan være bibliotekerne, hvor internettet kan give borgerne fri og lige adgang til digitale materialesamlinger som Filmstriben og eReolen. Det kan også være musikundervisning, hvor private musikundervisere kommer til at varetage kommunernes pligt til at have en musikskole. Allerede nu har private aktører taget store markedsandele fra de offentlige kulturinstitutioner, fra foreningslivet, fra idrætscentre.​ En fjerde del af kulturledelse bliver at omdanne sin virksomhed fra tilstande præget af monopol, lovbeskyttelse, mindre skalaer, knaphed i kulturelle tilbud til en verden med stærk konkurrence, større skalaer og overudbud af æstetiske oplevelser.

Et andet og helt aktuelt eksempel er fra efteråret 2024, hvor Mario Draghis rapport om Europas konkurrenceevne udkom. Den angiver den retning, at vi allerede nu er i en tid, hvor blokke af lande som EU konkurrerer mod andre store blokke og lande som Kina, Indien og USA. Trumps toldkrig og økonomiske filosofi sætter tykke streger under, at vi i Danmark og Europa blot er en blok blandt flere andre større blokke. Hvor det før handlede om at være konkurrencedygtig i Europa, handler det nu også om at være konkurrencedygtig i en verden af blokke. En femte del af kulturledelse bliver at styrke, udvikle og kommunikere forbindelserne mellem kulturlivets indsatser og konkurrenceevne.

​​

At markedstænkningen vinder frem vil få indflydelse på flere ting:

• Den danske kulturmodel, der er bygget op som primært en arkitektmodel med visse elementer af mæcenmodellen.

• Kulturinstitutioners, foreningers, faciliteters og andre offentligt støttede aktørers tilbud, ydelser og services, som allerede er ved at forandre sig fra at være relativt ensartet og præget af en tid med monopol og automatisk efterspørgsel fra borgerne.

• Sidst, men ikke mindst menneskers relation til stat og samfund.

Den danske kulturmodel har siden Kulturministeriets oprettelse været en arkitektmodel med visse elementer af den britiske mæcenmodel med Statens Kunstfond som eksempel på dette. Arkitektmodellen går ud på, at det offentlige støtter kunst og kultur med det formål at fremme borgernes deltagelse i kulturlivet for at skabe lighed og velfærd. Især de angelsaksiske lande har tradition for, at det private fylder langt mere i finansiering og organisering af kulturlivet. Brian Mikkelsen tog i sin tid som kulturminister i 00'erne initiativ til at få det private erhvervsliv til at fylde mere i finansieringen gennem en række skattefordele. Så der har været små og større tilløb til, at markedsstaten privatiserer kulturlivet. Spørgsmålet er, hvordan det vil fortsætte og eventuelt accelerere? Jens Otto Krag formulerede i Socialdemokratiets principprogram lige efter 2. Verdenskrig, at formålet med kulturpolitikken er at nå en lige så stor stigning i folks åndelige-kulturelle niveau som den materielle velstands- og velfærdsstigning. Derfor fik kulturpolitikken også som mission fra Kulturministeriets oprettelse i 1961 at skabe lighed. Alle skulle være kulturforbrugere og være lige gennem kulturforbruget. Det er primært sket gennem tre håndtag: geografisk spredning af kulturinstitutioner, offentlig understøttelse af kulturinstitutioner for at sænke prisen eller gøre det gratis og en satsning på professionelt fagpersonale for at øge kvaliteten af kulturinstitutionerne.

​

Artiklen er senest bearbejdet d. 4. februar 2025

​

Under videre bearbejdning:​

For antropologen Margaret Mead var et helet lårben det første tegn på civilisation, da man ellers var prisgivet i en ubarmhjertig natur med en så alvorlig skade som et brækket lårben. Så sygepleje er måske det første civilisatoriske skridt. Et andet civilisatorisk skridt er biblioteket, samlingen af viden i skriftform. ​

Next