Masser og bevægelse
Oprustning og beredskab - krigen er vendt tilbage som et vilkår for kulturpolitikken
I begyndelse af juli 2025 overværede jeg efterskolernes show, “Dare2Dream”, til DGI’s Landsstævne, et show som greb om mine følelser og sidenhen min nysgerrig over, hvorfor det havde en sådan virkning på mig. Det er nu gået op for mig, at jeg var tilskuer til en formeringsmeute.
Der tales meget om en åndelig oprustning som kulturens bidrag til den historisk store oprustning og militarisering af Danmark og Europa den kommende halve generation. At krigen er vendt tilbage er selvfølgelig et vilkår for kulturpolitikken. Den første konsekvens er, at der kommer ikke flere penge. Punktum. Råderummet anvendes til forsvar og styrkelse af Danmarks og Europas rolle i en verden af konkurrerende blokke.
For mig at se har kulturlivet tre hovedopgaver, hvis den gerne vil tages alvorligt som en strategisk partner i dette:
-
Flere formeringsmeuter og krigsmeuter
-
Bevarelse af Kongerigets territoriale helhed
-
Dyrke sammenhængen mellem forestillingsevnen og nye former
I den første hovedopgave om formeringsmeuter og krigsmeuter trækker jeg på Elias Canettis hovedværk om “Masse & Magt”, hvor han skriver om masser. En meute er en særlig form for masse, som der findes fire slags af: Krig, Jagt, Klage og Formering.
Som skrevet ovenfor var efterskolernes show en formeringsmeute med dens 5.200 deltagere. Formeringsmeuten har som ønske, at der skal være flere: Et større antal mennesker som man tilhører. “Dare2Dream” foregik i havet, i vandet og på havets bund, og ønsket om flere og et større antal mennesker kobler sig til det langt større antal fisk, der er i havet, end der er mennesker på jorden. Den aften hvervede de mange til deres flok, og jeg vil argumentere for, at det bliver en hovedopgave for især de store folkelige organisationer at lave langt flere begivenheder de kommende år, som kan fungere som formeringsmeuter for at sikre, at oprustningen sker i et land præget af masser og flokke, der har som ønske at formere og multiplicere og ikke decimere. De skal ganske enkelt holde vores hjerter åbne.
Hvis det ikke sker, er jeg bange for, at oprustningen opleves som en militarisering, som vi har set det og stadig ser det i totalitære regimer, hvor krigsmeuten er den eneste anerkendte meute. Vi skal heller ikke være blinde for, at det er nødvendigt, at flere danskere skal være parate til at gå i krig, at indgå i en krigsmeute, som har som mål at udslette andre krigsmeuter, som Canetti beskriver. Status er, at over halvdelen af en ungdomsårgang kasseres ved session, årsagerne er mange og er ikke kun dårlig fysisk form (disclaimer: jeg blev selv kasseret ved session i 1989 pga. nedsat hørelse på det ene øre). En del af beredskabet bør være, at man ud over at hamstre vand, dåsekonserves og nødradioer også kommer i bedre form. Hermed vil vi samlet set gå fra krise til beredskab. Endnu engang må jeg påpege det vanvittige i, at de forskellige niveauer ikke taler sammen, og jeg mener, at det må være en af kulturministerens mest påtrængende opgaver at samle stat, kommuner, organisationer, civilsamfund, erhvervsliv m.fl. om den mission. Det er af strategisk vigtighed!
Lige siden Christian d. 4. led et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberg i 1626 er det gået tilbage for Kongeriget Danmark mht. territorium. Først røg Skåne, Halland og Blekinge i 1658, så gled Norge os af hænde i 1814, dernæst hertugdømmerne i 1864, mens det nordlige Slesvig vendte tilbage i 1920. Her 100 år efter trues Kongerigets territoriale helhed atter. Og meget af det, kan vi takke os selv for. Jeg har hverken været på Færøerne eller i Grønland. Jeg mener, at det bør være et mål for kulturpolitikken at sørge for at alle danske, færøske og grønlandske skolebørn besøger hinanden. Det vil være aktivt at arbejde med det som Canetti kalder for dobbeltmasser, eller i dette tilfælde trippelmasser: En forestilling og bevidsthed om, at der foruden ens egen masse og flok, findes en tilsvarende masse og flok i Danmark, Grønland og på Færøerne. Hos Canetti er en dobbeltmasse en forbindelse mellem de levende og de døde eller mellem de levende og de endnu ikke fødte. I kulturpolitikken skal det være en trippelmasse mellem de levende i alle tre dele af Kongeriget.
Canettis måske største bidrag er hans begreb om den magt, som små massers forestillingsevne har. Før der fandtes byer, måtte små flokke af mennesker have forestillet sig, hvordan det var at bo sammen med andre flokke af mennesker i byer. Så i en tid, der så let kalder på kynisme, militarisme og "overlad det nu til de voksne", er det en af kulturlivets vigtigste opgaver at give plads til forestillingsevnen. Det er måske derfor, at jeg blev så betaget af "Dare2Dream", at den gav plads til unges forestillingsevne, som blev udtrykt i en formeringsmeute. Lige nu er verden ved at fyldes af bevægelser, der forestiller sig at vende tilbage til samfund, der har været. Den fyldes af jagtmeuter, der bedriver klapjagt på andre mennesker. Den fyldes af krigsmeuter, hvis eneste bevægelse er at gå i takt og klæde sig ens. Jeg synes, det er imperativt, at vi fylder Kongeriget med formeringsmeuter. Det er, hvad jeg forestiller mig.
Senest bearbejdet d. 31.07.2025